Split del I

At være pædagog i Bosnien må være en udsøgt fornøjelse. I stedet for de kedelige danske vokaler der i institutionssammenhæng for det meste udmønter sig i form af ”æv!” og ”øv!” opererer man hernede med en lang række bogstaver, der alle er variationer over tysselyde. Bogstavet c for eksempel der udtales ”ts” findes i to andre udgaver ć og č der utales henholdvis tj (som i det engelske nature) og tsj (som i chair). Men de sproglige herligheder for den stressede pædagogmedhjælper stopper ikke her for S (som udtales på samme måde som på dansk) og Z (udtalt som stemt s som i zero) findes også i en enkelt anden variant nemlig š (sch som i sheep) ž (J som i fransk ”jour” eller det engelske vision). Og hvorfor så alle disse fonetiske teknikaliteter, kunne man med rette spørge? Er der tale om en ondsindet plan der skal lokke de mest udbrændte kommunalt ansatte inden for børneområdet til Balkan? Nej! Sandheden er såre simpelt at hovedpersonen i den historie jeg nu vil fortælle er hvad man meget mundret hernede kalder for en dušek, hvilket trods alt er en del nemmere (og synes jeg personligt smukkere) end det danske luftmadras.

Historien om en dušek; Part I
Engang i en ikke så fjern fortid lå en helt nyproduceret dušek trygt i sin plasticemballage på en hylde blandt sine venner og veninder. Hylden var placeret i en lille undseelig kiosk, der solgte de mest nødtørftige mad- og drikkevarer, blade og legetøj til gæsterne på den lavvandede sandstrand Bačvice. Stedet var kendt for at trække mange især unge mennesker fra hele Europa til den kroatiske havneby Split og en elsket aktivitet var at ligge fladt på maven et stykke ude i vandet på sin nyerhvervede dušek og mærke solens stråler på ryggen og bølgernes blide vuggen.

I kiosken lå vores dušek utålmodigt og ventede på hvornår det blev hans tur til smage det salte vand, blive en del af strandens latter, se solen stige ned fra himlen. Der var ikke meget lys i baglokalet og fra sin position midt i en stabel på ti var udsynet begrænset. I stedet lyttede dušek’en til de pralende madrasser, der ikke var blevet solgt sidste sæson og derfor havde overvintret i kiosken. ”Jeg kan godt sige jer unger, det kræver sin madras at komme gennem vinteren”, sagde en mat orange overlegent, ”I må hellere håbe på en god sæson så I ikke taber pusten når regnen slår imod de tynde vægge og bølgerne buldrer mod stenene så hele kiosken ryster”. Selvom dušek’en ikke brød sig om hverken tonen eller personligheden håbede han alligevel at blive solgt, da han næsten ikke kunne vente med at vise sit pletfrie sølvgrå ydre frem . Så skal de allesammen få at se hvordan en rigtig dušek tæmmer havet, tænkte han.
Sommeren kom og gik. I kiosken var der blevet stille og kun drypvist kom der kunder – lidt blev der handlet en sodavand, en kryds og tværs. Ugen efter brød en storm ud over byen og mens vinden piskede mod den lille kiosk tænkte dušek’en for sig selv at der ventede den mange lange måneder på hylden inden solen igen ville lokke folk til Bačvice. Deri tog den dog fejl.

”Do you have any air madrasses?”, sætningen blev udtalt en anelse tøvende af en yngre mandestemme. Dušek’en lyttede kun halvt efter. Der var gået en uge mere siden stormen og ikke en eneste af dem var blevet solgt. Herefter fulgte en kort pause. Manden talte igen ”dušek?”. Dušek! Om det var skæbnen, Guds indgriben eller blot nafaka vides ikke, men den kæde af begivenheder der nu fulgte i løbet af ganske få øjeblikke skulle få altafgørende betydning for andre og mere end blot vores sølvgrå dušek. I bar ekstase over mandens forespørgsel havde han nemlig skubbet de to ovenliggende madrasser en smule tilbage og lå selv med hele hovedpuden ud over hyldekanten. Kioskmedarbejderinden der ikke var blandt de mest vakse og for i øvrigt ikke brød sig om at rejse sig fra sin stol hvorfra hun nød at bladre de seneste sladderblade igennem, kastede et dovent blik ind i baglokalet og så til sin lettelse dušek’en stikke frem fra bunken hvilket hvis hun anstrengte sig lige gjorde at hun ikke behøvede at rejse sig for at nå den. Aldrig har et par svedige teenagefingre føltes så himmelsk. Dušek’en nærmest følte han fløj fra sin hylde og henover disken. I sin tilstand ænsede han slet ikke de 30 kuno der blev udvekslet som betaling – han følte sig fri! Fri til at opleve verden sådan som han havde drømt om den hele den lange sommer.


I respekt for hvor historien tager sit geografiske udgangspunkt er ovenstående en del af minimum tre opsplittede episoder, der alle kan læses her på balkanesernyt. Indtil næste gang kan man så nyde et par snapshots fra denne smukke by.

Udsigt fra domkirkens klokketårn beliggende midt mellem de stadig intakte mure af Diokletians palads.

View over byen fra det nærtliggende Marjan-bjerg.