Sommer! Ingen idé havde vores dušek om, at de væversker der spinder livets tråde netop dette år, var løbet tør for garn i det land hvor hans nye ejer kom fra, efterladende de tre sommermåneder som en ubarmhjertig fortsættelse af de blæsende grå forårsdage så kendetegnende for det nordlige Europa og således også den fremmedes land. Hele Juni, juli og august længtes folket efter bare den mindste solstråle eller en varm brise, men det øjeblik det tog for væversken at løfte sit rustne korpus fra taburetten og hente en ny nøgle i tidens bundløse kurv, varede præcis så længe som den flygtige sommer og da væversken atter tog fat på sit møjsommelige arbejde, var mønstret allerede i efterårets farver.Det var denne desperate længsel, uforløst i næsten hundrede dage, der havde drevet manden til dušek’ens kiosk med et brændende ønske om endelig at opleve sommeren sådan som den er tænkt – en genoplader af menneskets batterier, der kan få det igennem de kolde mørke vintermåneder.
Dušek’en var ligeglad. Den lå igen utålmodigt og ventede akkurat som den efterhånden var vant til efter sit ophold i kiosken. Alligevel var alt forandret. Plasticemballagens omklamrende indespærring var afløst af den pirrende fornemmelse af solopvarmet sand, Lyden af chipsposer
og mønter der skifter hånd var afløst af havets blide brus, men vigtigst af alt havde dušek’en fået luft i sine lunger. Den fremmede var gået direkte ned til sin plads i solen og var ivrigt påbegyndt oppustningen. Mindre end halvvejs havde han dog brug for en pause, men i stedet for at lægge dušek’en fra sig, gav han ham videre til de blideste hænder den sølvgrå nogensinde kunne have forestillet sig. Derefter mærkede han et par fløjsbløde læber omslutte sin ventil. Dušek’en var i himmerige. Hvert eneste åndedrag tog han imod som var det en familiehemmelighed overdraget til ham ved et dødsleje. Han kunne ikke modstå fristelsen til at spekulere over hvordan dette væsens krop – glat og glinsende i det salte vand – ville føles mod hans egen stærke ryg, mens han bar hende over bølge efter bølge.Dušek’en skulle ikke blive skuffet. Resten af dagen tilbragte det fremmede par enten over vandet på dušek’ens beskyttende korpus eller under vandet som legelystne søløver i en zoologisk have, der lige har fået en ny bold af dyrepasseren. Selvom bølgerne ikke var meget mere end harmløse skvulp og det på intet tidspunkt var dybere end, at den fremmede mands navle kunne ses over vandoverfladen overgik dagen alligevel alle de forestillinger dušek’en havde lullet sig i søvn til på sin hylde i den lille kiosk.
Da solen så småt begyndte at skjule sig bag bjergene pakkede parret sine ting sammen og gik tilbage mod byen. Split var stille om aftenen og fra sin position under den fremmedes arm kunne dušek’en nyde de smukke gamle gader inden for Diokletians gamle paladsmure, der stadig nægtede at slippe byens centrum fra sit klippefaste tag. Det varede ikke længe før dušek’en befandt sig lænende sig op ad væggen i et mørkt men hyggeligt værelse domineret af en dobbeltseng og et par meget store kufferter. Parret blev ikke længe og dušek’en blev alene tilbage. Der var stille i værelset. Kun fra vinduet med de åbne skodder kunne af og til høres fodtrin eller en kvindes latter. Dagens begivenheder fløj gennem puden på den unge dušek fra den håbløse følelse om udsigten til den lange vinter til mindet om den unge kvindes blide berøringer og bløde læber og selvom han ville have forsvoret at han nogensinde ville komme til at lukke et øje denne nat hørte dušek’en hverken nøglen i døren eller den lavmælte snak da parret nogle timer efter igen indfandt sig på værelset. I stedet drømte han om livet på Bačvice, om sand og sol, om en sommer der måtte vare en evighed.
