Fremtiden ser lys ud

Så er jeres allesammens balkanesernytkorrespondent endelig tilbage. Den ufrivillige lange pause skyldes studierelateret stress i forbindelse med udarbejdelsen af en mindre afhandling ironisk nok omhandlende livskvalitet. Man fristes til at spørge sig selv i hvilket omfang man ønsker at lade sit liv blive forpestet af 20 siders søben rundt i intellektuelle overvejelser om kvaliteten af livet? Åbenbart en del. Man skulle mene det var bedre at leve livet i stedet. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712 - 1778) har engang defineret lykke som den dynamiske balance mellem 'villen' og 'kunnen'. Et menneske er lykkeligt, når han ikke vil mere, end han kan. Det forekommer mig at jeg i den seneste periode har villet en hel del mere end jeg kunne... Til alle dem der ikke fik set skyggen af mig under mit korte besøg i Danmark kommer her en uforbeholden undskyldning: "Undskyld! (uforbeholdent)."

Det blev dog heldigvis jul alligevel (som det jo altid gør både i julekalendre og i virkeligheden) og jeg kan nu skrive Gorazde på visitkortet over det mest eksotiske sted jeg har fejret nytårsaften. Nu er det atter tid til at se fremad og med DMI's prognose for det fremtidige vejr her i Sarajevo må man sige at fremtiden ser lys ud. Til yderligere oplysning kan det nævnes at weekenden byder på et bryllup mellem min strikse bosnisklærerinde og hendes serberske forlovede. Måske er der alligevel håb for fremtiden?


...og nu til sporten, for mens DBU stadig klynger sig til håbet om at Morten Olsen er manden, der kan få det meste ud af de danske fodbolddrenge, har det bosniske fodboldforbund som led i en større udrensning ansat den tidligere bosniske superstjerne Meho Kodro (jeg er sikker på at I alle kender ham) som ny landstræner. Indtil videre ser det ud til at Kodros ansættelse har fået flere af de spillere der i protest imod det korrupte forbund havde takket nej til landsholdfodbold tilbage i folden. Således indeholder truppen mod Japan d. 31 januar flere udlandsproffer herunder måske den mest kendte for danske læsere Zlatan Bajramovic fra danskerklubben Schalke 04. Så selvom truppen ikke tæller de to rutinerede stjerner Sergej Barbarez (Leverkusen) og Hasan Salihamidzic, (Juventus) fristes man til at sige at fremtiden for bosnisk fodbold ser omend ikke lys så i hvert fald lysere ud...
Og mens Boldsen og co. skal forsøge at undgå at de nederdrægtige nordmænd også skal overgå os i en af vores traditionelt stærke sportsgrene håndbolden ved EM, spiller Bosnien i øjeblikket afgørende kvalifikationskampe til VM mod Finland og Litauen. Muligheder ser her over halvvejs igennem efter 3 sejre i rap mere end lys ud.

Med vejret og sporten veloverstået bringer balkanesernyt et forsinket sretna nova godina til alle derude med håbet om et lyst 2008 og ambitionen om lidt mere aktivitet her på siden.

Molim!?

I går havde jeg min første lektion i bosnisk. Man fristes til at spørge sig selv hvilken djævel der mon har stået bag udviklingen af dette sprog!? Jeg vil i stedet blot sige: Ikscheltaschel!



For dem der ønsker at synge med kommer her refrænget:
"Le ikscheltaschel, Le ikscheltischel a platoony, niksimiksi mali, da uni!"

Split del II

Sommer! Ingen idé havde vores dušek om, at de væversker der spinder livets tråde netop dette år, var løbet tør for garn i det land hvor hans nye ejer kom fra, efterladende de tre sommermåneder som en ubarmhjertig fortsættelse af de blæsende grå forårsdage så kendetegnende for det nordlige Europa og således også den fremmedes land. Hele Juni, juli og august længtes folket efter bare den mindste solstråle eller en varm brise, men det øjeblik det tog for væversken at løfte sit rustne korpus fra taburetten og hente en ny nøgle i tidens bundløse kurv, varede præcis så længe som den flygtige sommer og da væversken atter tog fat på sit møjsommelige arbejde, var mønstret allerede i efterårets farver.
Det var denne desperate længsel, uforløst i næsten hundrede dage, der havde drevet manden til dušek’ens kiosk med et brændende ønske om endelig at opleve sommeren sådan som den er tænkt – en genoplader af menneskets batterier, der kan få det igennem de kolde mørke vintermåneder.

Dušek’en var ligeglad. Den lå igen utålmodigt og ventede akkurat som den efterhånden var vant til efter sit ophold i kiosken. Alligevel var alt forandret. Plasticemballagens omklamrende indespærring var afløst af den pirrende fornemmelse af solopvarmet sand, Lyden af chipsposer og mønter der skifter hånd var afløst af havets blide brus, men vigtigst af alt havde dušek’en fået luft i sine lunger. Den fremmede var gået direkte ned til sin plads i solen og var ivrigt påbegyndt oppustningen. Mindre end halvvejs havde han dog brug for en pause, men i stedet for at lægge dušek’en fra sig, gav han ham videre til de blideste hænder den sølvgrå nogensinde kunne have forestillet sig. Derefter mærkede han et par fløjsbløde læber omslutte sin ventil. Dušek’en var i himmerige. Hvert eneste åndedrag tog han imod som var det en familiehemmelighed overdraget til ham ved et dødsleje. Han kunne ikke modstå fristelsen til at spekulere over hvordan dette væsens krop – glat og glinsende i det salte vand – ville føles mod hans egen stærke ryg, mens han bar hende over bølge efter bølge.
Dušek’en skulle ikke blive skuffet. Resten af dagen tilbragte det fremmede par enten over vandet på dušek’ens beskyttende korpus eller under vandet som legelystne søløver i en zoologisk have, der lige har fået en ny bold af dyrepasseren. Selvom bølgerne ikke var meget mere end harmløse skvulp og det på intet tidspunkt var dybere end, at den fremmede mands navle kunne ses over vandoverfladen overgik dagen alligevel alle de forestillinger dušek’en havde lullet sig i søvn til på sin hylde i den lille kiosk.

Da solen så småt begyndte at skjule sig bag bjergene pakkede parret sine ting sammen og gik tilbage mod byen. Split var stille om aftenen og fra sin position under den fremmedes arm kunne dušek’en nyde de smukke gamle gader inden for Diokletians gamle paladsmure, der stadig nægtede at slippe byens centrum fra sit klippefaste tag. Det varede ikke længe før dušek’en befandt sig lænende sig op ad væggen i et mørkt men hyggeligt værelse domineret af en dobbeltseng og et par meget store kufferter. Parret blev ikke længe og dušek’en blev alene tilbage. Der var stille i værelset. Kun fra vinduet med de åbne skodder kunne af og til høres fodtrin eller en kvindes latter. Dagens begivenheder fløj gennem puden på den unge dušek fra den håbløse følelse om udsigten til den lange vinter til mindet om den unge kvindes blide berøringer og bløde læber og selvom han ville have forsvoret at han nogensinde ville komme til at lukke et øje denne nat hørte dušek’en hverken nøglen i døren eller den lavmælte snak da parret nogle timer efter igen indfandt sig på værelset. I stedet drømte han om livet på Bačvice, om sand og sol, om en sommer der måtte vare en evighed.

Vejrguder på speed

Onsdag d. 17/10 udsigten fra Koski Mehmed-Paša Moskéen i Mostar
(et par og tyve grader...)

Mandag d. 22/10 udsigten fra Drinska 7, 2. sal i Sarajevo
(ikke mere end et par grader...)

Lyrisk mellemspil

I erkendelse af at denne uges besøg fra Danmark har taget det meste af tiden bringer vi her på balkanesernyt et lyrisk mellemspil for de hungrende masser.

"Græsslåere i det danske land!
I dag så jeg en mand slå græs

Så glem alt om betale naboens søn 25 kr. for at gøre det for jer
Glem alt om at vejret bliver bedre i morgen
Glem alt om at vejret er for godt i dag
Glem alt om at du klippede hækken i går
Glem den fodboldkamp
Glem at det vist lige nøjagtigt er blevet for mørkt
Glem alt om at koglerne fra grantræet jo først skal fjernes
Glem alt om æblerne der først skal samles op
Glem alt om at forpeste sommerhuskvarterets idyl med en firehjulstrukket minitraktor
Glem alt om af hensyn til larmen at vente til din nabo også gør det
Glem alt om at børnene er flyttet hjemmefra så ingen alligevel bruger plænen
Glem alt om at den yngste søn kommer hjem i weekenden så han kan gøre det
Glem alt om alle de andre ting du heller ikke nåede i denne uge
Glem projektet om at anlægge fliser i hele haven

I dag så jeg en mand slå græs
Hans ben var savet over ved knæene..."


Når nu det i denne omgang heller ikke blev til et vellignende portræt af sidst update's hovedperson bringes der her i stedet et par billeder af de charmerende nevøer fra Gorazde...

Nino og Adi lader ikke til at spekulere meget over undskyldninger for ikke at slå græsset...

Og lille Sanni giver Jonas konkurrence ved her at guitartappe sig igennem "Superhelt".

Split del I

At være pædagog i Bosnien må være en udsøgt fornøjelse. I stedet for de kedelige danske vokaler der i institutionssammenhæng for det meste udmønter sig i form af ”æv!” og ”øv!” opererer man hernede med en lang række bogstaver, der alle er variationer over tysselyde. Bogstavet c for eksempel der udtales ”ts” findes i to andre udgaver ć og č der utales henholdvis tj (som i det engelske nature) og tsj (som i chair). Men de sproglige herligheder for den stressede pædagogmedhjælper stopper ikke her for S (som udtales på samme måde som på dansk) og Z (udtalt som stemt s som i zero) findes også i en enkelt anden variant nemlig š (sch som i sheep) ž (J som i fransk ”jour” eller det engelske vision). Og hvorfor så alle disse fonetiske teknikaliteter, kunne man med rette spørge? Er der tale om en ondsindet plan der skal lokke de mest udbrændte kommunalt ansatte inden for børneområdet til Balkan? Nej! Sandheden er såre simpelt at hovedpersonen i den historie jeg nu vil fortælle er hvad man meget mundret hernede kalder for en dušek, hvilket trods alt er en del nemmere (og synes jeg personligt smukkere) end det danske luftmadras.

Historien om en dušek; Part I
Engang i en ikke så fjern fortid lå en helt nyproduceret dušek trygt i sin plasticemballage på en hylde blandt sine venner og veninder. Hylden var placeret i en lille undseelig kiosk, der solgte de mest nødtørftige mad- og drikkevarer, blade og legetøj til gæsterne på den lavvandede sandstrand Bačvice. Stedet var kendt for at trække mange især unge mennesker fra hele Europa til den kroatiske havneby Split og en elsket aktivitet var at ligge fladt på maven et stykke ude i vandet på sin nyerhvervede dušek og mærke solens stråler på ryggen og bølgernes blide vuggen.

I kiosken lå vores dušek utålmodigt og ventede på hvornår det blev hans tur til smage det salte vand, blive en del af strandens latter, se solen stige ned fra himlen. Der var ikke meget lys i baglokalet og fra sin position midt i en stabel på ti var udsynet begrænset. I stedet lyttede dušek’en til de pralende madrasser, der ikke var blevet solgt sidste sæson og derfor havde overvintret i kiosken. ”Jeg kan godt sige jer unger, det kræver sin madras at komme gennem vinteren”, sagde en mat orange overlegent, ”I må hellere håbe på en god sæson så I ikke taber pusten når regnen slår imod de tynde vægge og bølgerne buldrer mod stenene så hele kiosken ryster”. Selvom dušek’en ikke brød sig om hverken tonen eller personligheden håbede han alligevel at blive solgt, da han næsten ikke kunne vente med at vise sit pletfrie sølvgrå ydre frem . Så skal de allesammen få at se hvordan en rigtig dušek tæmmer havet, tænkte han.
Sommeren kom og gik. I kiosken var der blevet stille og kun drypvist kom der kunder – lidt blev der handlet en sodavand, en kryds og tværs. Ugen efter brød en storm ud over byen og mens vinden piskede mod den lille kiosk tænkte dušek’en for sig selv at der ventede den mange lange måneder på hylden inden solen igen ville lokke folk til Bačvice. Deri tog den dog fejl.

”Do you have any air madrasses?”, sætningen blev udtalt en anelse tøvende af en yngre mandestemme. Dušek’en lyttede kun halvt efter. Der var gået en uge mere siden stormen og ikke en eneste af dem var blevet solgt. Herefter fulgte en kort pause. Manden talte igen ”dušek?”. Dušek! Om det var skæbnen, Guds indgriben eller blot nafaka vides ikke, men den kæde af begivenheder der nu fulgte i løbet af ganske få øjeblikke skulle få altafgørende betydning for andre og mere end blot vores sølvgrå dušek. I bar ekstase over mandens forespørgsel havde han nemlig skubbet de to ovenliggende madrasser en smule tilbage og lå selv med hele hovedpuden ud over hyldekanten. Kioskmedarbejderinden der ikke var blandt de mest vakse og for i øvrigt ikke brød sig om at rejse sig fra sin stol hvorfra hun nød at bladre de seneste sladderblade igennem, kastede et dovent blik ind i baglokalet og så til sin lettelse dušek’en stikke frem fra bunken hvilket hvis hun anstrengte sig lige gjorde at hun ikke behøvede at rejse sig for at nå den. Aldrig har et par svedige teenagefingre føltes så himmelsk. Dušek’en nærmest følte han fløj fra sin hylde og henover disken. I sin tilstand ænsede han slet ikke de 30 kuno der blev udvekslet som betaling – han følte sig fri! Fri til at opleve verden sådan som han havde drømt om den hele den lange sommer.


I respekt for hvor historien tager sit geografiske udgangspunkt er ovenstående en del af minimum tre opsplittede episoder, der alle kan læses her på balkanesernyt. Indtil næste gang kan man så nyde et par snapshots fra denne smukke by.

Udsigt fra domkirkens klokketårn beliggende midt mellem de stadig intakte mure af Diokletians palads.

View over byen fra det nærtliggende Marjan-bjerg.

Om at rejse i fly til Split

Selvom forbindelsen her i Sarajevo stadig følger sin egen logik er balkanesernyt endelig klar til at gå i luften med sit første indlæg. Der er nu gået tre uger siden første chok i Kastrup lufthavn søsatte en begivenhedsrig odyssé med knuste knæskaller, drillesyge dæmoner, svimlende trappeopstigninger, albanske mafiametoder og en bjergbestigende luftmadras, men inden vi kan komme så langt skal vi lige forbi check-in skranken hos Sterling airways.

Når man skal pakke sit liv ned i et par kufferter er det selvsagt ikke plads man har mest overskud af. Dog skal en tak rettes til apple for opfindelsen af ipod’en der har minimeret det samlede antal kubikcentimeter afsat til musik for mit vedkommende betydeligt. Så meget større er glæden da også når man endelig står med to fuldfede kufferter på hver 20 kg samt et par håndtasker proppet med de sidste sokker der ikke blev plads til andre steder. Nu er det bare således at Sterling har ændret deres bagagepolitik ved indgangen til indeværende år så det kun er tilladt at have 15 kg med pr. passager. Ikke en ændring man ligefrem har overeksponeret jvf. forbrugerombudmandens påtale.

Så der står man så med sit liv i hænderne og prøver at overbevise en stakkels Sterlingansat om at man ikke har fået noget at vide om denne ændring, at man skal være væk i over et halvt år og at man bare er fattige studerende der bestemt ikke havde indkalkuleret en ekstraudgift på flybilletten på 13 kg x 60 kr. for overvægt. De verbale anstrengelser resulterede i en klækkelig rabat og selvom 300 kr. også er en slags penge er der dog langt til de oprindelige 780 kr.

Ikke just den bedste start på en rejse, men man glemmer det hurtigt ved den magiske oplevelse det altid er for mig at sidde en tonstung jernkasse og kigge ned på skyerne der mest af alt ligner kilometerstore sneklædte skove. Det eneste der forhindrer den totale idyl er stewardens påmindelse om at man har mulighed for at købe ekstra benplads for 168 kr. hvilket straks for ens bramfrie knæ til at udbryde ”i hvilken verden eller for hvilke dværgpygmæer er denne benplads standard!?” Heldigvis flyver (bogstaveligt talt) 2 timer afsted og i den tid det tager for de overivrige medpassager at danne en ubevægelig klump i midtergangen nanosekunder efter sikkerhedsbælteskiltet er slået fra, har man rigelig tid til at lime sine knuste knæskaller sammen...

Kameraet var ikke fremme i flyveren men her er et billede af hvad der ventede os for enden af besværlighederne og som du kan læse mere om senere her på balkanesernyt...